|
Profil af Himmelsk Got
Vi er 7 besætninger, 6 i Himmerland og 1 i Midtjylland, som er gået sammen om at markedsføre vore produkter direkte til forbrugeren.
Fællesnævneren er det Gotlandske Pelsfår, vores holdning til dyrevelfærd og ønsket om at producere den bedst mulige kvalitet.
Himmelsk Got
- den korteste vej fra producent til forbruger
Beskrivelse af vores produktion
"Fåreåret" starter ca. 1. november hvor fårene lukkes til vædder, og ilæmmes i løbet af den næste måned.
De fleste har fårene til at gå på marken indtil februar måned, enten kan fårene gå ind i stalden, eller de har læskure ude på marken. I denne periode fodres dyrene med ensilage eller hø lavet på markerne den foregående sommer og suppleres med kraftfoder og halm.
Omkring 1. marts tages fårene på stald, og de klippes. Begrundelse for at klippe fårene på dette tidspunkt er at undgå at de får det for varmt når de kommer ind, og det gør at fårene får mere appetit og dermed æder lidt mere foder, som giver stærkere lam når de fødes 4 til 6 uger senere.
Lammene fødes normalt i april måned på stald og i starten af maj lukkes får og lam på græs.
Her lever lammene hele sommeren indtil efteråret, hvor de lam der ikke skal anvendes til avl, slagtes i løbet af september til december.
Vi ønsker at undgå den lange transport til slagteriet som mange dyr udsættes for, derfor slagter vi vore lam lokalt i Himmerland på Nr. Onsild slagtehus eller på Farsø Slagtehus.
Herefter får fårene "fri" et par måneder, de klippes omkring 1. september, og de lukkes omkring 1. november igen til vædder og det nye "fåreår" starter.
|